Spansk i Spanien - med Flemming Jespersen

Det Spanske Hus arrangerer kurser i Spanien, hvor deltagerne kan få lejlighed til at studere og øve sproget i de rammer, hvor det tales. Der er 3 typer af kurser:
Type A: Et lille hold rejser til Spanien sammen med kursuslederen og bruger en eller to uger på kursusstedet. Programmet er en kombination af undervisning, udflugter og socialt samvær over fælles måltider, gåture m.m.
Type B: Vinterkurser i Andalusien. Her arrangerer deltagerne selv rejse og ophold og møder op til spansktimer fem dage om ugen under opholdet. Øvrig tid er man på egen hånd.
Type C: Kurser uden egentlige spansktimer, men hvor vi har en række aktiviteter som foregår på spansk og efterfølgende gruppesnak, også på spansk, om det vi har oplevet.
Kurserne i Spanien henvender sig til kursister på alle niveauer, dog skal man minimum have gennemført Niveau 1 hos os eller tilsvarende et andet sted for at kunne deltage i spanskundervisningen i Spanien. Man kan altid have en eller flere ledsagere med, også selvom de ikke deltager i undervisningsdelen af programmet.
Spansk i Mecina og La Herradura – 30. maj - 14. juni 2026 (Type A)
Disse kurser er en tradition, og mange deltager år efter år. Vi har 8 dages spanskkursus i lille, hyggelige Mecina oppe i Alpujarra-bjergene, og i direkte forlængelse heraf kan du tage en uge i dejlige La Herradura, nede på kysten. La Herradura er en lille fredelig badeby i Andalusien. Vi har spansktimer om formiddagen, og om eftermiddagen er der tid på egen hånd, og nogle dage fælles vandretur for dem der vil. Om aftenen går vi ud og spiser sammen. Der er også fælles udflugter. Rent praktisk foregår det på den måde at du selv bestiller og køber din flybillet, og så køber du kurset hos Det Spanske Hus. Indkvartering med morgenmad og transporten på udflugterne er reserveret til os, men du betaler for dette lokalt på stedet. Du kan se program for 2026 her:
Spansk i Córdoba, uge 42, efterårsferien 2026 (Type C)
Vi skal ned og høre og tale spansk i Córdoba, en af Andalusiens fine gamle kulturbyer. Vi skal opleve kendte og mindre kendte sider af denne dejlige by, og vi har 5 dage til det. Vi får forklaringer og rundvisninger på spansk, ved lokale guider. Vi skal selvfølgelig også ud at spise noget dejlig mad, og det er jo her hvor en stor del af det sociale på sådan en tur udspilller sig. Vi flyver til Málaga, og derfra er der knap to timers kørsel i bus, som er lejet til os. Deltagerne køber selv flybilletter, og bestiller også selv værelse på et hotel, hvor vores gruppe har en rabatkode. Det Spanske Hus' egen kursusleder Flemming er med under hele opholdet.
Du kan se program her. Klik her:
Vinterspansk i Nerja, 12.-23. januar 2026 (Type B) Slut. Vi gør det igen i 2027.
Tag en uge eller to ud af kalenderen og gå til intensiv spanskundervisning i smukke Nerja i Andalusien. Du arrangerer selv rejsen dertil og opholdet dernede. Jeg er gerne behjælpelig med at foreslå flyforbindelser og muligheder for indkvartering, både i Nerja og i omegnen. Januar er lavsæson, man kan finde overnatning til meget fordelagtige priser. Vinterspansk i Nerja henvender sig også til de mange danskere, der har egen bolig i Nerja eller i nærheden.
Du kan se program her. Klik her: